Oplev Kolding Sky fra vandet
Kolding Å snor sig gennem landskabet, og tilbyder et anderledes kig til byen og lejlighederne i Kolding Sky. Lej en kano eller kajak, og oplev din by på en helt ny måde – fra vandsiden.
Nogle gange kan et nyt perspektiv vise helt nye sider af noget, også selvom man troede, at man kendte det så godt. Dette er i høj grad tilfældet for de mange, som allerede har prøvet kanosejlads gennem Koldings bugtende å-landskab og set byen fra en ny vinkel. Pludselig bliver befærdede gågader og butikker skiftet ud med græssende køer og kvækken i sivene, og du får et anderledes glimt af byens huse og charmerende å-liv, samtidig med at overarmene får god motion.
På Koldings populære besøgscenter Harteværket er det muligt at leje en kano eller kajak og afprøve flere forskellige ruter. Der er både børneruter til hyggelige familieture med familiens mindste, hvor I sejler på helt roligt vand mod den smukke natur ved Stallerup Sø, eller længere ruter mod Blinde Å eller Påby Enge. Og så er der selvfølgelig den bynære rute ad Kolding Å mod bymidten, Kolding Sky og marinaen.
Ruten mod Kolding Sky
Lad dig glide med strømmen mod byen. Åen snor sig rundt i store sving, og giver et flot udsyn til den naturskønne ådal. Undervejs kommer du forbi køer, der græsser helt ned til åens kanter, og sejler under vejbroen ved Plovfuren. Selvom du langsomt kommer nærmere og nærmere bymidten, er stemningen på åen helt rolig, og du kan næsten komme til at glemme, at du sejler rundt så tæt på Kolding centrum. Fra Vestre Ringgade sejler du helt ind i Kolding midtby og får pludselig huse på begge sider af åen. Denne del af ruten giver virkelig en helt ny oplevelse af byen, og kan varmt anbefales.
Til sidst når du det sidste stykke ud mod Marinaen, og kan se Koldings Skys smukke bytårn hæve sig op over byen. Men så er det vist også på tide at vende om. Der er jo også en tur hjem, og her er strømmen imod dig, så derfor skal du beregne lidt længere tid til at nå helt retur til Harteværket igen. Har du brug for en pause undervejs, findes der flere landgangssteder ved Kolding City, og du kan sagtens nuppe en dejlig frokost eller kaffe og kage på en café, inden du sejler tilbage.
Har du mod på mere vandsport?
Skulle du gå hen og blive bidt af vandsport efter en kano eller kajaktur på åen, kan du overveje at melde dig ind i Kolding Kajak Klub, der ligger kun 600 meter fra lejlighederne i Kolding Sky. Klubben tilbyder mange forskellige hold for både begyndere og øvede, så du kan finde et niveau, der passer dig. Den gode placering ved Kolding Å og Marina giver perfekt mulighed for træning på åens rolige vand, eller det lidt mere åbne terræn på Kolding Fjord.
Det vrimler med gode oplevelser omkring lejeboligerne i Kolding Sky. Både på vandet og på landjorden. Du kan læse mere om nærområdets mange muligheder her.